Nyt fra Hasselager i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Hasselager er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 10.30

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 10.30 i Retten i Aarhus en 22-årig mand, der sigtes for salg af narkotika, da han torsdag formiddag på en adresse i Aarhus blev fundet i besiddelse af ca. 170 gram kokain, hvoraf en del var fordelt i mindre salgsposer.

**

 

To mænd på motorcykel anholdt efter eftersættelse

Torsdag kl. 17.38 holdt en patrulje i krydset ved Stockholmgade/Motalagade i Aarhus N, da betjentene blev opmærksomme på en motorcykel, hvorpå der sad to personer uden hjelm. Betjentene ville standse motorcyklen og satte derfor efter den med både horn og lygter tændt.

Føreren af motorcyklen satte dog farten op, og det var tydeligt, at han ikke ønskede at standse, og det førte til en eftersættelse af Ystadgade, Malmøgade og Randersvej, hvor motorcyklisten på et tidspunkt fortsatte sin kørsel på fortovet imod færdselsretningen.

Føreren af motorcyklen kørte herefter ind på ad et stisystem på Hasle Ringvej, hvor patruljebilen ikke kunne følge med. I mellemtiden var flere andre patruljer kørt til stedet for at assistere, og en af patruljerne spottede kort efter motorcyklen ud for krydset Katrinebjergvej/Myggenæsvej, hvorefter den kørte direkte mod patruljen ad Myggenæsvej.

Føreren af motorcyklen kørte ind bag patruljebilen og videre ad et stisystem, hvor det ikke var muligt for patruljebilen at følge efter. Et vidne gjorde dog betjentene opmærksomme på, at de to personer var løbet op ad nogle trapper ved Helsingforsgade, og betjentene løb efter. De to mænd på 18 og 20 år blev kort efter indhentet og anholdt.

Betjentene kunne genkende den 18-årige mand som værende føreren af motorcyklen, og han blev derfor indledningsvis sigtet for ikke at have efterkommet politiets anvisninger, for kørsel uden førerret og for overtrædelse af færdselsloven ved at have kørt på fortovet og imod færdselsretningen.

Motorcyklen blev efterfølgende fundet henkastet, stadig med tænding på, i en have på Katrinebjergvej. Det viste sig, at motorcyklen var meldt stjålet den 22. april, og politiet kontaktede derfor ejeren, der kort efter ankom til stedet og fik sin motorcykel igen.

De to mænd på 18 og 20 år blev begge sigtet for brugstyveri af motorcykel og for ikke at have anvendt styrthjelm.

**

 

Vaks borger hjalp med at få stoppet tyv

Torsdag kl. 22.33 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en borger på Møllevejen i Aarhus, der fra sit vindue kunne se en mand, der var i færd med at bryde ind i en bil, der holdt parkeret på vejen. Borgeren kunne herefter se, at mand fik sat sig ind på bilens passagersæde, hvorefter han gik fra stedet, med noget i hænderne, ned til en bil, der holdt parkeret for enden og tydeligvis ventede på ham.

Borgeren gav en beskrivelse af den bil, manden var kørt væk i, og det blev sendt videre til den patrulje, der kørte mod gerningsstedet. På vej til stedet kom en bil, der passede på borgeres beskrivelse, kørende mod patruljen, der fik den standset.

I bilen sad der to mænd, en 37-årig mand bag rattet og en 33-årig mand på passagersædet, og de virkede begge noget nervøse. Føreren forklarede, at han blot ledte efter en parkeringsplads, og den 33-årige passager forklarede, at han skulle besøge en ven.

En anden patrulje blev tilkaldt for at holde øje med de to mænd, mens betjentene gik en tur i området for at se, om der var begået indbrud i nogle biler. På Møllevejen fandt de en bil med en knust rude, hvorfra der var stjålet diverse udstyr.

Herefter blev bilen, de to mænd kørte i, ransaget, og der blev i den forbindelse fundet diverse udstyr, som formentlig var stjålet fra den parkerede bil på Møllevejen. Den 33-årige mand blev sigtet for tyveri fra personbil, og den 37-årige fører af bilen blev sigtet for medvirken.

**

 

Sigtet for at køre pirattaxa – og for en række andre lovovertrædelser

Natten til fredag kl. 03.10 bemærkede en patrulje en bil, der var ved at sætte nogle personer af på parkeringspladsen ved Cirkle K på Silkeborgvej i Aarhus. Betjentene havde mistanke om, at der var tale om en pirattaxa, og de blev holdende på parkeringspladsen og observerede.

Efter personerne var steget ud af bilen, begyndte føreren at køre frem mod patruljebilen. Bilens sidedør var stadig åben og ramte derfor patruljebilen, idet bilen kørte forbi. Betjentene tog herefter kontakt til den 22-årige mand, der virkede narkopåvirket og derfor blev anholdt og sigtet for narkokørsel og for overtrædelse af lov om hyrekørsel ved at køre pirattaxa.

Herefter kiggede betjentene nærmere på bilen, hvor de fandt en joint og en skudsikker vest, som manden ikke havde tilladelse til. Han blev derfor også sigtet for narkobesiddelse og for overtrædelse af våbenloven. Han blev desuden sigtet for verbalt at true en af betjentene og for at oplyse falsk ID, idet han oplyste CPR-nummer tilhørende en anden person.

**

 

Fik frarøvet sin telefon på vej hjem fra byen

Natten til fredag kl. 03.27 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 23-årig mand, der oplyste, at han var blevet udsat for røveri, da han cyklede hjem fra en bytur i Aarhus. Den 23-årige mand har forklarede til politiet, at han cyklede på Viborgvej i retning mod krydset Frydenlunds Allé, da tre mænd pludselig gik ud foran ham og omringede ham.

Ifølge den 23-årige sagde den ene af mændene ”giv mig alt”, hvorefter den 23-årige mand rakte sin telefon frem. Manden hev telefonen ud af hånden på den 23-årige, hvorefter han slog ham i ansigtet. De tre mænd forsvandt herefter fra stedet.

Gerningsmanden beskrives som:

  • Mand
  • Ikke etnisk dansk af udseende
  • 15-20 år gammel
  • 175 cm høj
  • Mørk i huden
  • Talte arabisk
  • Var iført en grå hættetrøje med hætten trukket op over hovedet

 

De to andre personer, der også befandt sig på stedet, kunne den 23-årige mand ikke beskrive nærmere.

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set røveriet eller de tre personer kort før kl. 03.30 natten til fredag. Henvendelser i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.

**

Natlige bank på døren havde en god årsag

Natten til fredag kl. 02.52 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en kvinde på Klokkerfaldet i Hasle, Aarhus V der var utryg over, at der var nogen, der gentagne gange havde banket på hendes dør. Nogenlunde samtidig fik politiet en anmeldelse om brand i en hæk på præcis samme adresse.

Da patruljen ankom til stedet traf de to mænd, der var i gang med at slukke branden, og som oplyste, at det var dem, der havde banket på hos kvinden med henblik på at få adgang til en vandslange. Kort efter ankom brandvæsnet og overtog slukningsarbejdet.

Branden er muligvis opstået på grund af et smidt cigaretskod eller opstået gnist fra en ukrudtsbrænder eller lignende og ca. 3 meter hæk blev brændt. Branden nåede dog ikke at sprede sig til huset og ingen personer kom til skade.

**

Knallertfører forsøgte at stikke af, men endte med adskillige sigtelser

Torsdag kl. 18.22 blev en af politiets motorcykelbetjente opmærksom på en knallert, der kom kørende ved Solbjerg Hovedgade i Solbjerg, og som han gerne ville se lidt nærmere på. Føreren af knallerten havde dog ikke noget ønske om at tale med politiet, så han forsøgte at køre fra politimotorcyklen. Det slap han dog ikke så godt fra, men fik til gengæld en række sigtelser med sig hjem.

Den 53-årige mand på knallerten endte nemlig både med at blive sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for at køre venstre om et helleanlæg, for at køre uden styrhjelm, for ikke at have tegnet ansvarsforsikring, for ikke at have generhvervet kørekort til lille knallert (efter han tidligere havde fået det frakendt) og for at køre på en konstruktivt ændret knallert. Knallerten blev herefter beslaglagt af politiet med henblik på nærmere undersøgelse.

**

12 ulovlige knallerter fundet under indsats

Torsdag gennemførte lokalpolitiet i Grenaa en målrettet indsats mod ulovlige knallerte. Indsatsen startede ud fra morgenen af ved en skole i Grenaa, der endte med at stå for størstedelen af de sager, der blev skrevet i løbet af dagen.

Efterfølgende blev der dog også standset yderligere én ulovlig knallert i Grenaa og sidst på eftermiddagen én i Tirstrup.

Resultatet af indsatsen var:

12 x ulovlige knallerter
1 x kørsel uden førerret
1 x manglende forsikring
3 x nummerplade ikke monteret på knallerten

**

Opmærksom dørmand førte til to sigtelser

En opmærksom dørmand på en bar i Storegade i Randers kontaktede natten til fredag omkring midnat politiet, da en gæst opførte sig mistænkeligt.

Gæsten gik gentagne gange ind og ud af beværtningen, og blev ved med at bevæge sig om i en baggård.

En patrulje kørte til stedet, hvor dørmanden udpegede en 27-årig mand, som betjentene besluttede sig for at visitere, da de havde mistanke om, at han havde stoffer på sig.

Mistanken viste sig at holde stik, da patruljen fandt flere poser med hash og nogle tramadol-tabletter i hans lommer. På baggrund af fundene og mandens adfærd blev han anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.

Da han havde en foldekniv på sig, blev han også sigtet for overtrædelse af knivloven.

Lidt senere på aftenen blev politiet kaldt til samme beværtning, efter at dørmanden havde opdaget en 20-årig mand med en lille pose kokain i hånden inde på toilettet. Den 20-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

**

Sparkede til cykler lige foran politiet

Natten til fredag kl. 02.25 blev en patrulje opmærksom på en mand, der gik og sparkede til flere parkerede cykler og kastede med en af dem på Østergade i Aarhus C. Betjentene tændte for patruljebilens horn og lygter, hvilket fik manden til at sætte i løb.

En af betjentene hoppede ud af bilen og satte efter ham til fods. Manden blev hurtigt indhentet, anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

**

Sigtet for narkobesiddelse

Torsdag kl. 18.06 var Østjyllands Politis specialpatrulje forbi en forretning på Banegårdsgade, hvor betjentene tidligere har truffet personer, der blev fundet i besiddelse af narkotika.

I butikken traf betjentene en 43-årig mand, der virkede nervøs over politiets tilstedeværelse. Det viste der sig at være en god grund til, idet den 43-årige mand under visitation blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash. Den 43-årige mand blev derfor sigtet for narkobesiddelse.

**

Betalte ikke for AGF-trøje

Torsdag kl. 17.44 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Sportsmaster på Søndergade i Aarhus, hvor en vagt havde tilbageholdt en butikstyv, som havde puttet en AGF-trøje ned i sin pose og havde forladt butikken, uden at betale for den.

Da politiet ankom til stedet, blev den 25-årige mand sigtet for butikstyveri, idet han ikke kunne dokumentere, at han havde betalt for den AGF-trøje, han havde i sin pose.

**

Færdsel

Torsdag kl. 07.42 skete der et færdselsuheld på Djurslandsmotorvejen ved Trige, hvor en 52-årig mandlig bilist blev påkørt bagfra af en anden bil, der blev ført af en 41-årig mand. Der skete kun mindre materiel skade ved uheldet.

Torsdag kl. 12.50 blev en 59-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel og for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Østjyske Motorvej

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Randersvej i Termestrup ved Mørke begået onsdag den 4/5 mellem kl. 06.40 og kl. 16.10
  • På Sletvej i Hasselager begået torsdag kl. 09.00
  • På Udbyhøjvej i Demstrup ved Havndal begået onsdag den 4/5 mellem kl. 16.00 og kl. 21.00
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi