Døgnrapporten i Hasselager: tirsdag den 21. december

Profilbillede
dato

Hasselager er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag. 

 

47-årig mand i kritisk tilstand efter trafikulykke

En 47-årig mand fra Galten er indlagt i kritisk tilstand efter, han var involveret i en trafikulykke mandag morgen på Østjyske Motorvej omkring afkørsel 47 Tilst. 

Ulykken skete da fire biler og en lastbil var involveret i et sammenstød i den tætte trafik. 

Den 47-årige blev hurtigt efter ulykken kørt til hospitalet, hvor han blev indlagt. Det samme blev en 46-årig kvindelig bilist, som kom alvorligt til skade, men som ikke er i kritisk tilstand. 

Lastbilchaufføren og de to andre bilister kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Den 69-årige lastbilchauffør blev efterfølgende sigtet for uagtsom legemsbeskadigelse. 

En bilinspektør foretog undersøgelser på ulykkesstedet og skal være med til at klarlægge hændelsesforløbet. 

**

 

Islandsk mand i leasingbil havde alt for meget fart på

Mandag formiddag holdt en af politiets fotovogne på Viborgvej i Randers tæt på Uno X, hvor hastighedsbegrænsningen er 50 km/t. Bilen holdt på stedet i ca. halvanden time, fra kl. 10.36 til kl. 12.06, hvor 578 køretøjer kørte forbi. 16 af dem blev målt til at køre for stærkt, og én af dem blev målt til at køre alt for stærkt. 

Kl. 11.58 drønede en bil forbi med en hastighed på 114 km/t – en overskridelse på mere end 100%, hvilket er lig med vanvidskørsel og beslaglæggelse af bilen. Medarbejderen i fotovognen ringede derfor med det samme ind til vagtcentralen og videregav oplysninger om bilen, så en patrulje kunne få den standset og beslaglagt. 

Kl. 12.04 blev bilen standset på Århusvej i Randers SV, og den 41-årige mandlige fører blev gjort bekendt med, at han var blevet taget i at køre vanvidskørsel, og at bilen skulle beslaglægges. 

Den 41-årige mand virkede påvirket af spiritus, så han blev anholdt og fik også en sigtelse for spirituskørsel og blev kørt til hospitalet for at få taget en blodprøve. Den 41-årige mand kom fra Island, og bilen han kørte i var en leasingbil. Bilen er nu beslaglagt af politiet med henblik på konfiskation, og den 41-årige mand har midlertidigt fået inddraget førerretten i Danmark.

**

 

To mænd sigtet efter affyring af fyrværkeri

En patrulje hørte mandag aften kl. 23.51, at nogen fyrede fyrværkeri af omkring Emanuel Sejrs Gade i Aarhus C. Betjentene kørte i retning af lyden og kort efter fik de øje på fire mænd, som var ved at fyre nogle batterier og romerlys af. 

Da mændene så politiet, løb de fra stedet, men betjentene fik indhentet en 22-årig og en 23-årig mand, som begge blev anholdt og sigtet efter fyrværkeriloven, da det kun er tilladt at affyre fyrværkeri fra den 27. december til og med 1. januar. 

Mændene var kun kortvarigt anholdt og blev sat til at rydde fyrværkeriresterne op, inden betjentene kørte fra stedet. 

Der er for tiden desværre en del anmeldelser fra borgere, der bliver generet af fyrværkeri, og Østjyllands Politi opfordrer til, at man viser hensyn til mennesker og dyr og kun bruger fyrværkeri i den periode, hvor det er lovligt. 

**

 

Bilist sigtet for trusler

En 40-årig mand ringede mandag kl. 13.20 til politiet og fortalte, at han netop var blevet truet af en mand på Graham Bells Vej i Aarhus N. Ifølge den 40-årige kom han kørende i sin bil, da en anden bilist af uvisse årsager pludseligt kørte ind foran ham og bremsede op. 

Bilisten steg nu ud og råbte af den 40-årige, mens han holdt noget, der lignede en kniv, i sin ene hånd. 

Herefter kørte bilisten fra stedet, og den 40-årige kontaktede politiet og oplyse signalement og nummerplade på bilen. 

Lidt senere traf en patrulje bilen, som en 37-årig mand kørte. Han svarede nøje til det signalement, den anden bilist havde givet, og han blev derfor anholdt og sigtet for trusler. 

Det viste sig, at den 37-årige slet ikke måtte køre bil, og han blev derfor også sigtet for kørsel uden førerret. Desuden blev han sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde noget hash og skunk på sig. 

**

 

Butikstyv fyldte kuffert med kød

En vagt i Rema1000 på Vesterbro Torv kontaktede mandag kl. 18.20 politiet og fortalte, at han havde tilbageholdt en 22-årig mand, som han mistænkte for at have stjålet fra butikken. 

En patrulje kørte til stedet, hvor de traf den 22-årige, der havde en rullekuffert fyldt med forskellige kødvarer. Den 22-årige erkendte, at han havde stjålet varerne, men at de dog var stjålet i Netto i Åbyhøj. Her havde han fyldt varer i kufferten og var gået igennem kassen uden at betale. 

Den 22-årige blev sigtet for butikstyveri. 

**

 

Færdsel

Natten til tirsdag kl. 1.05 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Ny Banegårdsgade i Aarhus C. Da han havde en mindre mængde hash på sig, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

Mandag kl. 16.39 skete der et færdselsuheld i krydset Christian X’s Vej/Ringvej Syd i Højbjerg. En 22-årig kvindelig bilist foretog et venstresving og ramte ind i en bil ført af en 70-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart noget til. 

Mandag kl. 11.45 skete der et færdselsuheld på Landevejen i Havndal. En 74-årig mandlig bilist overså formentligt sin vigepligt og kørte fra Vesterbro ud på Landevejen og blev ramt i siden af en lastbil ført af en 28-årig mand. Den 74-årige pådrog sig nogle alvorlige skader og blev kørt til skadestuen. Han var umiddelbart ikke i kritisk tilstand.  

Mandag kl. 11.27 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Brabrand. En 44-årig mandlig bilist kørte op bag i en lastbil ført af en 22-årig mand, der blev skubbet op i en lastbil med en 59-årig mand bag rattet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 44-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende. 


**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

 

På Sletvej i Hasselager begået mandag den 20/12 kl. 09.15 
På Lysengvej i Højbjerg begået mellem onsdag den 1/12 kl. 15.00 og tirsdag den 14/12 kl. 12.00


Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi